Gin Hass blev opfundet på en natklub i Odense i 2007. Sammenlignet med mange af de andre cocktails her på siden er det altså en ung sag. Dog er Gin Hass blevet dét, man med rette kan kalde en moderne klassiker, og den har fundet vej til klubber og barer i hele landet.
Heldigvis er Gin Hass en simpel cocktail, du ikke behøver at tage ud for at nyde. Drinken kan nemt og hurtigt laves derhjemme, og den er perfekt til privatfesten. Drinken er – på godt og ondt – let drikkelig og egner sig perfekt til både varme sommerdage i solen og hyggelige aftener i godt selskab.
Kombinationen af sødme og syrlighed gør Gin Hass til en vaskeægte crowdpleaser. Faktisk kan du næsten ikke gå galt i byen med netop denne cocktail, som tilmed nemt kan tilpasses den enkeltes smag. Skru blot op eller ned for mængden af mangosirup for at opnå den ønskede sødme.
I den originale Gin Hass-opskrift indgår der hele 4 cl mangosirup, og drinken bliver derfor temmelig sød. Er du ikke til meget søde drinks, kan du roligt halvere mængden af sirup.
Lav en Gin Hass i luksusudgave
En Gin Hass består af gin, mangosirup og lemonsodavand. Alt sammen ingredienser, du kan finde i ethvert velassorteret supermarked. Vil du ikke blot servere en acceptabel Gin Hass, men en overdådig Gin Hass, vil vi imidlertid anbefale dig at udvælge dine ingredienser med omhu. Fordi drinken er så simpel, som den er, gør kvaliteten af dine råvarer en enorm forskel for smagen.
Først og fremmest skal du vælge en god gin. En klassisk London dry gin er et godt valg, men du kan også snildt eksperimentere med at anvende andre former for gin. Vælg for eksempel én med udprægede citrusnoter. Din mixer i form af lemonsodavand må gerne have en god syrlighed og friskhed.
Du kan snildt købe en god mangosirup til at fuldende din Gin Hass-opskrift, men faktisk kan du også nemt lave den selv. Derved opnår du med størst sandsynlighed en bedre smag, og samtidig undgår du at have en halv flaske mangosirup stående, når aftenen er omme.
Lav din egen mangosirup til Gin Hass
Det skal du bruge:
- 2 modne mangoer
- 100 gram sukker
- 1 dl vand.
Sådan gør du:
Blend mangoen til en puré, og kom denne i en gryde. Lad mangopuréen småkoge i 4-5 minutter, og tilsæt herefter sukker. Rør rundt, indtil sukkeret er opløst. Hæld vand i gryden, og lad blandingen koge op. Lad siruppen koge under omrøring i cirka et minut. Din mangosirup skal nu blot køle af, og så er den klar til brug.