I løbet af det sidste årti har drinks med gin vokset sig populærere og populærere herhjemme såvel som internationalt. Den klare enebærdestillerede spiritus falder i både eksperters og almindelige cocktailnyderes smag, og udvalget af både nemme drinks med gin og mere avancerede gindrinksopskrifter er blevet særdeles omfangsrigt.
I dette indlæg får du vores komplette guide til at lave 10 forskellige lækre og indbydende gincocktails, som du kan imponere dine gæster med eller nyde derhjemme til en særlig lejlighed.
Tom Collins
Vi lægger stærkt ud med én af de helt store ginklassikere, nemlig den karakteristiske Tom Collins - oplagt når du skal have drinks med gin.
Den smagfulde longdrink fik sit navn for over 125 år tilbage, da der i New Yorks barmiljøer herskede en hoax, der fik folk til at spørge efter en vis Tom Collins – efter sigende en person, der talte dårligt om dem på en nærliggende bar. I en cocktailopskriftsbog fra 1876 har forfatteren Jerry Thomas tydeligvis ladet sig inspirere af morskaben og opkaldt sin ginopskrift efter den fiktive herre.
I dag er en Tom Collins én af de mest velkendte og elskede gindrinks, du finder på menuer på barer verden over.
Du skal bruge følgende ingredienser (til en drink):
- 6 cl af din yndlingsgin
- 3 cl citronsaft
- 1,5 cl sukkersirup eller 2 tsk. flormelis
- danskvand til at toppe med
- isterninger
- pynt: en citronskive og evt. en kvist frisk rosmarin.
Sådan laver du din Tom Collins:
- Kom gin, citronsaft og sukkersirup i shakeren, og ryst det godt.
- Hæld blandingen over i et Collins-glas (et højt glas) med masser af isterninger.
- Top med danskvand.
- Pynt med en citronskive og evt. en kvist frisk rosmarin.
Gin fizz
Gin fizz er også én af de gode gamle gindrinks fra cocktailkortet, og det er der bestemt gode grunde til. Cocktailen er blevet særligt forbundet med New Orleans i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor bartenderne på stribe shakede de lækre fizz-drinks det bedste, de havde lært.
Den friske og syrlige gindrink kan varieres i det uendelige, men den klassiske gin fizz er altid en sikker vinder, når du har lyst til en smagfuld cocktail.
Du skal bruge følgende ingredienser (til en drink):
- 4 cl af din yndlingsgin
- 2 cl sukkersirup
- 4 cl friskpresset citronsaft
- 1 cl pasteuriseret æggehvide
- 6 cl danskvand
- isterninger
- pynt: en skive citron og/eller citronskal.
Sådan laver du din gin fizz:
- Hæld gin, sukkersirup og citronsaft i shakeren.
- Tilsæt den pasteuriserede æggehvide og isterninger eller knust is.
- Ryst drinken rigtig godt sammen, og hæld den i et passende glas.
- Top med danskvand, og pynt med en skive citron og/eller citronskal.
Tip: Hvis du bruger pasteuriseret æggeblomme i stedet for æggehvide, får du en golden gin fizz.
Gimlet
Den syrlige Gimlet hører til de såkaldte sour cocktails, der med sine få ingredienser og citrussaft giver dig en frisk og let drink med gin.
Denne gin drink har efter sigende fået sit navn med inspiration fra den britiske flåde, hvor officererne nød godt af ginnen undervejs på deres togter. En gimlet er navnet på et lille vridbor, som man kunne bruge til at bore huller med i de oplagrede spiritustønder ombord på flådens skibe – sådan lyder én af forklaringerne i hvert fald på, hvordan gimlet-cocktailen fik sit navn.
Du skal bruge følgende ingredienser (til en drink):
- 6 cl af din yndlingsgin
- 1,5 cl limejuice
- 1,5 cl sukkersirup
- isterninger
- pynt: en limeskive.
Sådan laver du din gimlet:
- Hæld gin, sukkersirup, limesaft og isterninger i shakeren, og ryst det godt sammen.
- Strain cocktailen i dit valgte glas – en gimlet skal serveres straight (uden is).
- Pynt med en limeskive.
Gin hass
Denne næste cocktail / gin drink er opfundet langt tættere på hjem end de ovenstående klassikere – nemlig på Fyn. Det er den danske bartender Kim Hass, der har udviklet den søde og friske cocktail, som på ingen tid er blevet én af danskernes sommerfavoritter.
Mangoens sødme går perfekt i spænd med den friske lemon- og limesmag og giver dig de ultimative læskende gincocktails til varme sommerdage.
Du skal bruge følgende ingredienser (til en drink):
- 4 cl af din yndlingsgin
- 2 cl mangosirup
- 10 cl lemonsodavand
- 1 lime
- isterninger eller knust is
- pynt: limeskiver og en stængel frisk mynte.
Sådan laver du din gin hass:
- Bland gin, mangosirup og saften fra en halv lime i et glas, og rør godt rundt.
- Tilføj isterninger, og top op med lemonsodavand.
- Pynt med limeskiver og frisk mynte.
Bramble
Denne gincocktail er en klassiker fra 80’erne, som blev udviklet af den verdenskendte bartender Dick Bradsell fra London. Bradsell gik under tilnavnet ”Cocktailkongen” og bliver også tilskrevet opfindelsen af den velkendte espresso martini.
Den forfriskende cocktail er perfekt til sensommeren, hvor brombærrene er i sæson, og du kan altid eksperimentere med at lave din egen brombærsirup for at sætte dit eget præg på den lækre cocktail.
Hvis du får gæster og gerne vil lave en velkomstdrink med gin, er en bramble det perfekte valg. Dens smukke farve og milde smag er ideel til at begynde en dejlig aften med.
Du skal bruge følgende ingredienser (til en drink):
- 4 cl af din yndlingsgin
- 1 cl sukkersirup
- 2 cl brombærsirup
- 3 cl friskpresset citronsaft
- isterninger
- pynt: friske brombær og friske mynteblade.
Sådan laver du din bramble:
- Bland gin, sukkersirup, citronsaft og isterninger i din shaker, og ryst det godt sammen.
- Hæld indholdet i et passende glas.
- Hæld forsigtigt brombærsirup i cocktailen, så siruppen lægger sig nederst i glasset, for en smuk effekt.
- Pynt med tre friske brombær samt mynteblade.
Gin-gin mule
En gin-gin mule er, som navnet indikerer, ginelskerens udgave af den kendte Moscow mule. En mule består af spiritus, lime og ginger beer, og hvor der er vodka i en Moscow mule, kan man altså med stor succes variere med gin for den velsmagende og forfriskende gin-gin mule.
Den læskende gin drink opleves af mange som en upgrade til den klassiske gin og tonic, hvis man har lyst til en sødere og friskere gincocktail.
Du skal bruge følgende ingredienser (til en drink):
- 4 cl af din yndlingsgin
- 2 cl friskpresset limesaft
- 1 cl sukkersirup
- 10 cl ginger beer
- isterninger
- pynt: friske mynteblade.
Sådan laver du din gin-gin mule:
- Kom isterninger i et højt glas (fyld 2/3).
- Hæld gin i glasset, og tilsæt friskpresset limesaft og sukkersirup.
- Top op med ginger beer.
- Pynt med friske mynteblade.
Singapore sling
Denne ginopskrift er en smule længere end de andre, men den er bestemt det hele værd. Singapore sling stammer fra den verdenskendte Raffles Hotels Long Bar, hvor den unge bartender Ngiam Tong Boon i 1915 opfandt denne gindrink af en ganske særlig årsag.
Dengang var det ikke velset, at kvinder drak alkohol på offentlige steder – når det var cocktail-hour for mændene, drak kvinderne i stedet frugtdrikke eller te. Denne skik gik Ngiam Tong Boon imod ved at skabe en helt særlig cocktail til kvinderne, hvor den friske frugt og røde farve camouflerede, at der var tale om en spirituscocktail.
Du skal bruge følgende ingredienser (til din gin drink):
- 4 cl af din yndlingsgin
- 3 cl cointreau
- ½ cl sukkersirup
- ½ cl Jägermeister eller Angostura
- 3 cl friskpresset citronsaft
- 1 ½ kirsebærlikør
- 1 cl Dom Benedictine-likør
- 4 cl danskvand
- isterninger
- pynt: kirsebær.
Sådan laver du din Singapore sling:
- Hæld alle isterninger og alle ingredienserne på nær danskvand i shakeren, og ryst det godt sammen.
- Strain indholdet over i et vinglas, og top med danskvand.
- Pynt cocktailen med et kort sugerør og et kirsebær.
Gin, lime og hyldeblomst
Nogle kombinationer er så perfekte, at de ikke behøver et fancy cocktailnavn for at komme med på ginelskernes repertoire. Denne sommerfriske udgave af en cocktail med gin er helt perfekt til sommerens høje sol og varme dage, hvor en forfriskende og læskende cocktail lige er sagen.
Du skal bruge følgende ingredienser (til en drink):
- 3,5 cl af din yndlingsgin
- 1 cl limejuice
- 1 cl hyldeblomstsaft
- 10 cl danskvand
- pynt: en limeskive og frisk mynte.
Sådan laver du din cocktail med gin og hyldeblomst:
- Bland gin, limejuice og hyldeblomstsaft i et højt glas med masser af isterninger.
- Tilføj danskvand.
- Pynt med en limeskive og en smule frisk mynte.
White lady
Du har måske ikke stiftet bekendtskab med en white lady før, men det er bestemt én af de ginopskrifter, du ikke kommer til at glemme, når du først har smagt den friske cocktail. Den sofistikerede gindrink blev skabt på Circo’s Club i London.
Den smagfulde cocktail kendes også sommetider under navnene Chelsea sidecar og Delilah.
Du skal bruge følgende ingredienser (til en drink):
- 4 cl af din yndlingsgin
- 3 cl cointreau
- 1 cl sukkersirup
- 2 cl friskpresset citronsaft
- 1 cl pasteuriseret æggehvide
- isterninger
- pynt: en citronskive.
Sådan laver du din white lady:
- Hæld alle ingredienserne på nær is i shakeren, og ryst det godt sammen.
- Tilsæt dernæst is, og ryst igen i 15 sekunder for at nedkøle væsken.
- Strain cocktailen over i et afkølet glas.
- Pynt med en skive citron.
Negroni
Den sidste cocktail i denne omgang er også én af de mere velkendte cocktails med gin, nemlig den indbydende Negroni. Drinkens blanding af sødme og bitterhed har skabt fans igennem 100 år. Negronien stammer fra Firenze, hvor grev Camillo Negroni bad sin faste bartender Fosco Scarselli om at lave en såkaldt americanococktail – med lidt stærkere komponenter, end det var vanligt. Bartenderen skiftede mineralvand ud med gin, og dermed var Negroni-cocktailen blevet til.
Du skal bruge følgende ingredienser (til en drink):
- 3 cl af din yndlingsgin
- 3 cl Campari
- 3 cl rød vermouth
- isterninger
- pynt: appelsinskræl, en skive appelsin og en skive lime.
Sådan laver du din Negroni:
- Fyld et passende glas med isterninger.
- Tilsæt gin, vermouth og Campari, og rør forsigtigt rundt.
- Pynt med lime- og appelsinskiver, og drys med appelsinskræl.
Så er der kun tilbage at vælge dine nye yndlingsdrinks med gin blandt alle mulighederne eller at give dig i kast med en skøn prøvesmagning af de forskellige opskrifter. Skål!