Der er både whiskydrinks og drinks med whiskey på listen. Forvirret? Det kan vi godt forstå. ”Whisky” uden e bruges som fællesbetegnelse og om produkter fra blandt andet Skotland og Japan. Er der specifikt tale om et produkt fra USA eller Irland, hedder det ”whiskey” med e. Så langt, så godt.
Godfather
Vi starter vores liste over whiskycocktails ud med en simpel, men superlækker sag. Godfather’en består blot af whisky og amaretto, men de to ingredienser spiller sammen på smukkeste vis – sødmen fra amarettoen gør virkelig noget godt for whiskyen. Prøv selv.
Ingredienser:
- 3 cl (skotsk) whisky
- 3 cl amaretto
Fremgangsmåde:
Fyld et rocks-glas med isterninger, og hæld whisky og amaretto heri. Server.
Irish Coffee
Vi fortsætter vores liste over whiskeycocktails med en varm en af slagsen: En Irish Coffee.
Du bør naturligvis benytte irsk whiskey til en Irish Coffee, men har du ikke dét på lager, kan en anden form for whisky også gå an.
Ingredienser:
- 1 barske brun farin
- 4 cl irsk whiskey
- Kaffe til glasset næsten er fyldt
- 3 cl pisket fløde
- 3 kaffebønner til pynt
Fremgangsmåde:
Pisk fløden let. Kom brun farin, whiskey og kaffe i et Irish Coffee-glas eller et highball-glas. Kom flødeskum på toppen, og pynt med kaffebønner.
Lynchburg Lemonade
Til de fleste whiskycocktails på denne liste er der stort set frit slag, når det kommer til valg af whisky. Lige med Lynchburg Lemonade skal du imidlertid have fat i en Jack Daniel’s, hvis det skal være helt korrekt. Drinken er nemlig opkaldt efter byen Lynchburg i Tennessee, hvor Jack Daniel’s produceres. Vi vil nu vove påstå, at drinken smager (mindst) lige så godt med en anden god whiskey.
Ingredienser:
- 4 cl Jack Daniel’s eller anden whiskey
- 2 cl Cointreau
- 2 cl friskpresset citronsaft
- 1 cl sukkersirup
- Sprite/ lemonade til glasset er fyldt
- En citronbåd til pynt
Fremgangsmåde:
Hæld whiskey, Cointreau, friskpresset citronsaft og sukkersirup i en shaker, og ryst godt. Strain til et highball-glas fyldt med isterninger. Top med sprite eller lemonade, og pynt med en citronbåd.
Tip: Søger du drinks med whisky og cola, kan du eksperimentere med at skifte Sprite/ lemonade og sukkersirup ud med cola. Derved får du en variation af den klassiske whisky/cola.
Horse’s Neck
Det næste punkt på dagsordenen på denne liste over whiskeycocktails er en bourbon-drink. Altså en drink med amerikansk whiskey produceret på minimum 51 % majs. Igen gælder det imidlertid, at du sagtens kan lege med at bruge andre former for whiskey til formålet.
Ingredienser:
- 2 stænk Angostura Bitters
- 4 cl bourbon
- Ginger ale til glasset er fyldt
- Spiral af citronskal til pynt
Fremgangsmåde:
Fyld et highball-glas med isterninger. Kom Angostura Bitters og bourbon heri, og fyld herefter glasset med ginger ale. Pynt med en spiral af citronskal – altså en tynd skive citronskal, du har viklet om din finger eller en barske for at give den et twist.
Rob Roy
Efter et par whiskeycocktails med amerikansk whiskey, skal vi tilbage til en herlig sag med skotsk whisky. Rob Roy minder meget om Manhattan-drinken, som du måske kender, og faktisk er den eneste forskel på de to, at Rob Roy indeholder skotsk whisky, imens Manhattan er endnu en af de mange gode bourbondrinks.
Ingredienser:
- 2 stænk Angostura Bitters
- 6 cl skotsk whisky
- 2 cl sød vermouth
- Et cocktailkirsebær til pynt
Fremgangsmåde:
Kom Angostura Bitters, skotsk whisky og sød vermouth i et røreglas med is. (Har du ikke et decideret røreglas, kan du bruge et stort glas eller en lille glaskande til formålet.) Si cocktailen til et (afkølet) martini- eller coupe-glas, og pynt med et cocktailkirsebær.
Whiskey Sour
Vi kan naturligvis ikke undgå Whiskey Sour på en liste over gode whiskeycocktails. Det er ganske enkelt en klassiker, du aldrig går galt i byen med.
Ingredienser:
- 2 stænk Angostura Bitters
- 1,5 cl æggehvide
- 6 cl bourbon
- 3 cl friskpresset citronsaft
- 1,5 cl sukkersirup
- Appelsinskal og cocktailkirsebær til pynt
Fremgangsmåde:
Kom Angostura Bitters, æggehvide, bourbon, friskpresset citronsaft og sukkersirup i en shaker, og ryst godt. Fine strain til et rocks-glas fyldt med isterninger, og pynt med appelsinskal og et cocktailkirsebær.
Mint Julep
Vi fortsætter lidt med bourbondrinks, for Mint Julep er også oprindeligt kreeret med den amerikanske majs-whiskey.
Ingredienser:
- Angostura Bitters
- Sukkerknald
- 1 barske danskvand
- 8-12 friske mynteblade
- 6 cl borubon
- Frisk myntekvist til pynt
Fremgangsmåde:
Læg sukkerknalden i bunden af et rocks-glas (eller ligefrem julep-kop i kobber). Gennemvæd den med Angostura Bitters, og hæld herefter cirka en barske danskvand i glasset for at opløse sukkeret, som du derefter knuser med en muddler. Hold de friske mynteblade i den ene hånd, og giv dem et dask med den anden hånd for at fremhæve deres smag. Kom bladene i glasset, og kom herefter bourbon i. Tilsæt knust is, og rør forsigtigt rundt med en barske. Pynt med en frisk myntekvist.
Old Fashioned
Old Fashioned er endnu en klassiker på listen over whiskycocktails. Er du på udkig efter nemme drinks med whiskey, er du så heldig, at du her får opskriften på en nem Old Fashioned med blot tre ingredienser.
Ingredienser:
- 2 stænk Angostura Bitters
- 6 cl bourbon
- 1,5 cl sukkersirup
- Appelsinskal til pynt
Fremgangsmåde:
Kom alle ingredienserne i et rocks-glas med isterninger, og rør forsigtigt rundt med en barske. Pynt med appelsinskal.
Boulevardier
Vores næstsidste drink med whisky er en stærk sag, der på én gang både er bitter og sødlig.
Ingredienser:
- 2 cl whisky
- 2 cl Campari
- 2 cl sød vermouth
- Appelsinskal eller -skive til pynt.
Fremgangsmåde:
Kom alle ingredienserne i et rock-glas med isterninger, og rør forsigtigt rundt. Pynt med en skive appelsin eller lidt appelsinskal.
Blood & Sand
Vores sidste drink med whisky er en af de få whiskydrinks-opskrifter i denne omgang, der skal serveres i et martini- eller coupe-glas. Den er sød, men stærk, og den fungerer blandt andet glimrende som en pre dinner-cocktail.
Ingredienser:
- 2 cl whisky (gerne skotsk)
- 2 cl sød vermouth
- 2 cl kirsebærbrandy
- 2 cl appelsinjuice
- Appelsinskal til pynt
Fremgangsmåde:
Hæld whisky, sød vermouth, kirsebærbrandy og appelsinjuice i en shaker med is, og ryst godt. Fine strain til et (afkølet) martini- eller coupe-glas, og pynt med appelsinskal. Så er din whiskydrink serveret.
Gå på jagt efter whisky til din drink hos &Skål
Måske har du fundet den næste drink med whisky? Er det tilfældet, kan du slå dig løs i vores udvalg, hvor du kan finde spændende produkter fra Stauning Whisky, Knaplund destilleri, Trolden Bryghus og mange andre.