En af historierne går på, at det var den kulørte Margarita Samas fra Dallas’ selskabsverden, der første gang fremtryllede drinken. Hun var kendt for sine eksotiske alkoholiske drikke, som hun selv opfandt, og som hendes gæster så skulle smage. Under en fest i Acapulco i 1948 kom Margarita Samas efter sigende på en ny drink. Det var en blanding af tequila, triple sec og limesaft. Gæsterne var vilde med drinken, og snart bredte den sig til at være en af de mest populære drinks i det sydlige USA.
En anden historie lyder, at det var spanieren Enrique Bastante Gutiérrez, der var verdensmester i cocktails i 1940’erne, der opfandt drinken. Historien forlyder endda, at han lavede drinken specielt til 1940’ernes store filmstjerne Rita Hayworth. En sidste historie går på, at skaberen bag drinken var den amerikanske showgirl Marjorie King, der efter sigende var allergisk over for alle alkoholiske drikke – udover tequila.
Under et besøg i Mexico i 1938 skulle hun have bedt bartenderen Danny Herrera om at mixe en drink med tequila i stedet for et shot. Her mixede bartenderen tequila, is, lime og triple sec, og efter sigende opkaldt han drinken efter Marjories spanske navn, altså Margarita. Fælles for alle historierne er, at drinken har sin rod i USA’s velhaverklasse, så det er ikke for sjov, at den klassiske Margarita ofte bliver anset for at være en high-class drink.
Sidenhen er Frozen Margarita blevet en populær version af den klassiske drink. Historien bag Frozen Margaritas menes at datere helt tilbage til 1971, hvor Mariano Martinez lancerede en maskine, der kunne lave Margaritas i en frossen udgave, og døbte den ”verdens første Frozen Margarita-maskine”. Som drinken blev mere og mere populær blandt Dallas befolkning, havde Martinez nemlig svært ved at følge med efterspørgslen. Derfor fandt han på idéen om at lave en Frozen Margarita-maskine. Maskinen er da også blevet en del af historien og står i dag på National Museum of American History.
Med tiden er Frozen Margarita blevet en klassiker i sin egen ret. Den er blevet genfortolket flere gange, og der er blevet tilsat forskellige ingredienser såsom blandt andet jordbær, mango og endda avocado. Selvom drinken har set forskellige variationer gennem årene, så er hovedingredienserne forblevet de samme. Så når du bestiller en Frozen Margarita på en bar eller restaurant, kan du glæde dig til en iskold kombination af tequila, triple sec, lime og masser af isterninger. Det bliver ikke meget bedre på en varm sommerdag.
Af andre gode drinks kan du læse om vores Gin Hass og Kung fu - måske er de lige dig.